|
Satanoperca jurupari hører til
en af de mere fredelige arter, der ofte kan være meget
sky. Den kræver gode skjulesteder i form af trærødder og
planter, sidstnævnte forgriber den sig sjældent på, hvis
disse blot er beskyttet af sten el. lign. Man skal ikke
holde Satanoperca jurupari sammen med andre cichlider,
der er alt for livlige og grådige, for den er alt for
tilbageholdende og får da ikke noget at æde. Satanoperca
jurupari er delvis mundrugende, dvs, at yngleadfærden er
noget speciel, æggene afsættes som hos fritlegende
cichlider på flade sten.
Selve æglægningen foregår på
den måde, at hunnen afsætter ca. 10-12 æg ad gangen i
rækker på kryds og tværs af hinanden, hannen befrugter
æggene for hver gang hunnen har afsat en række. Når
legen er færdig kan der godt være 200-300 æg, som ligger
tæt ved siden af hinanden. Det er både hannen og hunnen,
der passer æggene, man kan se dem skiftes til at stå og
vifte henover æggene, men de er ikke særlig vagtsomme
som andre cichlider, der ofte er meget aggressive, når
de har æg. Her skal lige nævnes, at jeg har set andre
fisk få lov til at gå hen og æde løs af æggene, alt
imens Satanoperca jurupari stille stod og så på det.

Der
har været talt en del om at Satanoperca jurupari skulle
dække sine æg til med sandkorn. Man kan af og til se, at
der ligger sandkorn på æggene, men dette er efter mine
iagttagelser noget helt tilfældigt, idet det sker ved at
fiskene tager noget sand i munden og svømmer rundt og
sir føden fra og herved kommer til at drysse noget ud
over æggene, men æggene tager ingen skade af dette. Så
snart æggene er klækket tager hunnen dem i munden, hvor
larvernes videre udvikling foregår.
Når ungerne bliver
sluppet ud af munden kan de fodres med artemia og
cyclops. På Satanoperca. jurupari kan det være svært,
for ikke at sige næsten umulig at se forskel på han og
hun udenfor legetiden. I denne tid kan man se forskellen
mellem kønnene på læggerøret, hunnens er mere end
dobbelt så langt og tykt som hannens. I akvarier bliver
Satanoperca jurupari sjældent mere end 18 cm stor og kan
derfor godt holdes i akvarier fra ca. 250 liter og
opefter. Akvariet bør være indrettet med et finkornet
lag grus, som de kan stikke deres spidse mund ned i. I
øvrigt dekoreres akvariet med sten og trærødder. Vandet
kan være almindeligt ledningsvand, hvor man skifter Ca.
1/3 ud om ugen, så befinder Satanoperca jurupari sig
godt. Af foder kan nævnes Tubifex, myggelarver, regnorme
og frosne mysis.
Home
|